Hvis du ikke kan få fat i en frisk ørred, kan du også bruge
forel eller laks, som begge stammer fra samme familie. Der er intet som en
sommeraften med frisk fisk på grillen.
Personer: 2. Forberedelse: 30 min. Tilberedning: 15 min.
Grillmetode: Indirekte.
Sværhedsgrad: Middel. Grilltemperatur: 200 °C
# Ingredienser
1 vild ørred – ca. 450 g
1 håndfuld skovsyre (se nederst)
reven skal af 1 citron
3 tsk olie
2 spsk hvidvinseddike
salt og peber
1 laurbærblad
1 klat smør
2 skiver citron
*
I køkkenet
Tilbered først skovsyresaucen.
Hak skovsyrebladene, og kom dem i en skål sammen med den revne
citronskal.
Tilsæt derefter olie og eddike, og kom til sidst
krydderierne i.
Omrør saucen godt inden servering.
Tag den rengjorte ørred, og skær en række skrå snit på begge
sider.
Krydr fisken godt med salt og peber på begge sider.
Gnub det derefter ind, så det kommer godt ned i snittene.
Anbring laurbærbladet, 1 klat smør og et par skiver citron
inde i fisken, og krydr den godt indvendigt.
Ved grillen
Varm grillen op (indirekte varme).
Læg ørreden midt på risten, luk låget på grillen, og steg
den 7 minutter på hver side.
Stænk skovsyresaucen på den grillede ørred, og servér den.
Skovsyre
Skovsyre kaldes også surkløver på grund sin fine kløverform
og syrlige smag. Den er god som et friskt element i både det salte og det søde
køkken.
Sankested
Skovsyre finder du i stort set hele landet - dog lidt
sjældnere i Nord- og Vestjylland. Den kræver ikke meget næring eller sollys og
vokser derfor oftest på mørke, næringsfattige steder, hvor andre planter
almindeligvis giver op. Når du kigger efter skovsyre, skal du derfor finde de
åbne områder inde mellem træerne, fx løvskov og nåleskov, hvor solens stråler
sjældent rammer.
Sæson
Skovsyre blomstrer alt efter vejrforholdene mellem april og
juni - når anemonerne er færdige med at blomstre. Den smager kraftigst i
foråret, men med mindre vinteren er hård, kan den plukkes hele året. Hele
planten kan bruges.
Beskrivelse
Skovsyre er en lille, grøn kløverplante med en trådtynd,
lysegrøn stængel på mellem fem og ti cm og tre hjerteformede blade. På
undersiden kan bladene blive svagt rødlige. Da skovsyre trives godt på områder,
hvor andre planter tit giver op, har den tendens til helt at overtage og danne
et blødt, lysegrønt tæppe i hele skovbunden. Blomsten er gul inderst og har fem
hvide blade med rosa violette striber og en tynd, rosa stilk. Skovsyrens frø
ligger i en lille grøn kapsel.
Sankning
Skovsyre er lille og sart, så du kan nemt komme til at hive
hele planten op med rod. Det er derfor en god idé at klippe eller skære stilken
over, så planten har mulighed for at blive ved med at sprede sig. Gør i øvrigt
dig selv en tjeneste og vær omhyggelig når du plukker skovsyre, så du ikke får
for meget smuds fra skovbunden med op - ellers det kan hurtigt blive en stor
opgave at rense skovsyren hjemme i køkkenet.