En fastelavnsbolle er en type bagværk, som man oprindeligt
spiste i dagene op til fasten, der varede 40 dage fra askeonsdag til påskedag.
Fastelavnsboller findes i mange varianter.
Personer: 6. Forberedelse: 2½ time (inkl. hævetid).
Tilberedning: 18-20 min. Grillmetode: Indirekte. Sværhedsgrad: Middel.
Grilltemperatur: 175 °C. Udstyr: Bagsten m bageplade, gryde, bagepapir.
# Ingredienser
Dej:
2,5 dl sødmælk
25 g gær
100 g usaltet smør
1 æg
50 g sukker
1 tsk salt
1 tsk kardemomme
500 g hvedemel
1 æg til pensling
Fyld efter eget valg: Chokolade, Nutella, marcipan, creme
eller marmelade
*
I køkkenet
Lun mælken, og opløs gæren deri.
Smelt og afkøl smørret.
Rør æg, sukker, salt og det afkølede smør i mælkeblandingen.
Bland mel og kardemomme, og ælt det i dejen lidt ad gangen.
Ælt til dejen er glat og smidig.
Stil den til hævning tildækket et lunt sted i et par timer.
Ælt dejen igen, og del den i 2 kugler, som hver rulles ud
til plader på ca 20x30 cm.
Skær dejen ud i kvadrater på ca 10x10 cm, og læg det valgfri
fyld i midten.
Fold dejen sammen om fyldet.
Luk bollerne omhyggeligt, ellers løber fyldet ud under
bagningen.
Læg bollerne med sammenføjningen nedad på en bageplade med
bagepapir.
Lad bollerne efterhæve i ca. 10 min.
Pensl fastelavnsbollerne med sammenpisket æg.
Ved grillen
Klargør grillen til indirekte, middelhøj varme.
Læg bagestenen på risten, og lad den varme op i 5-10 min.
Stil bagepladen på stenen, og bag bollerne i ca. 18-20 min.
Efter grillning:
Pynt fastelavnsbollerne med glasur, når de er afkølet.