Personer: 4. Forberedelse: 2 timer. Tilberedning: 30 min.
Grillmetode: Indirekte.
Optænding - gas: Middel. Sværhedsgrad: Svær.
Grilltemperatur: 200 °C. Udstyr: Wok med rist.
# Ingredienser
150 g hvide tørrede bønner
1 kg oksebov
½ portion amerikansk BBQ-rub
2 røde chilier
2 grønne chilier
6 skalotteløg
6 fed hvidløg
3 gulerødder
olie
½ fl rødvin
3 laurbærblade
2 spsk paprika
1 spsk stødt spidskommen
2 dåser flåede tomater
½ l vand
salt og peber
sukker efter smag
cremefraiche 38 % efter behov
*
I køkkenet:
Sæt de tørrede bønner i blød, og lad dem stå til næste dag.
Hæld vandet fra, og skyl bønnerne et par gange.
Skær okseboven i store tern, og vend dem i den amerikanske
BBQ-rub.
Skyl chilierne, pil løg og hvidløg, og skræl gulerødderne.
Skær chilier, gulerødder, løg og hvidløg i grove stykker.
Ved grillen:
Gør grillen klar til indirekte varme – på en kulgrill skal
der bruges den mængde klargjorte briketter, der svarer til én fyldt
grillstarter.
Sæt wokken ned i den tilhørende rist, og lad den blive godt
varm.
Det tager omkring 10 minutter.
Hæld lidt olie i wokken, og svits alle grønsager let.
Tag dem op, hæld lidt ekstra olie i wokken, og brun nu
okseternene hårdt af på alle sider.
Tilsæt rødvin, og lad det koge 15 minutter.
Læg laurbærblade, paprika, spidskommen i, og tilsæt flåede
tomater og vand.
Sæt låget på grillen, og lad nu retten simre i en god times
tid.
Smag til med salt og peber, og rund retten af med en anelse
sukker.
Servér med en god cremefraiche – gerne økologisk.
Tips: Hvis du vil lave en rigtig autentisk chili con carne,
hører der røg til. De sidste 30 minutter tilfører du røg i form af et par
håndfulde rygeflis – læg dem i en røgboks, og stil den på grillristen ved
direkte varme.
En rigtig chili con carne er tilberedt med skært kød, selv
om mange bruger hakket oksekød. Men kast dig ud i at bruge oksekød i tern – det
giver en chili con carne med meget mere struktur.
Du kan skifte oksekødet ud med svinefilet i tern, men så
bliver tilberedningstiden naturligvis kortere.
Har du ikke rødvin, kan du erstatte den med en lækker øl.