I Kroatien laves en virkelig lækker udgave af chutney. Bl.a.
denne spicy Ljutenica. Ofte er der aubergine i, men ikke i denne, og det gør
den mere mild og de bløde bagte røde peberfrugter giver en sødme der smager
igennem. Den er så blevet spicet op med chili i stedet.
Ajvar - Ljutenica
# Ingredienser:
4 røde peberfrugter (500 g)
2 tomater (125 g)
1 fed hvidløg
1 lille håndfuld bredbladet persille
1 spsk olie
lidt citronsaft eller lime
chili efter smag, frisk eller kværnet
havsalt og friskkværnet peber
*
Sæt ovnen til 225 °C
Rens og skær peberfrugterne, tomater og evt. frisk rød chili
i halve.
Kom dem på en bradepande med bagepapir, og bag dem i ovnen i
ca. 30-45 min. indtil skindet ser brændt ud, og peberfrugten er blød.
Vend dem halvvejs, og lad dem blive i ovnen til skindet på
den anden side også ser brændt ud. Fjern skindet fra alle grønsagerne.
Blend de bagte grønsager med persillen, olie, chili, hvidløg
og lidt citronsaft, til det er en grov mos, og smag til med salt, peber og
måske lidt chili.
Tips: Hvis skindet er svært at fjerne fra peberfrugten, så
kom dem i en skål med låg i ca. 5 min. og fjern herefter skindet.
Lav gerne opskriften i dobbeltportion, så har du nok og til dagene
efter.
Balkanruller - Bosnisk
Cevapcici
# Ingredienser til 12 stk.
500 g hakket oksekød - (12-16% fedt)
2 løg
1 fed hvidløg
4 spsk bredbladet persille
1 æg
1 tsk røget paprika
1 tsk havsalt
friskkværnet peber
olie til pensling
*
Kom det hakkede kød i en skål og rør den godt sammen med
saltet.
Hak løget meget fint og bland det i kødet sammen med knust
hvidløg, hakket persille, røget paprika, friskkværnet peber og æg.
Ælt farsen godt sammen og form den til små, fingerlange
pølser.
Pensel cevapcici'ene godt med olie.
Grill dem, eller læg dem på en grillrist over bradepanden og
bag den ved 250 °C i 8-10 min.
Pas på de ikke får for meget, for så bliver de tørre.
Vend cevapcici, når halvdelen af stegetiden er gået og pensl
dem før de steges helt færdige.
Serveres med Ljutenica/ajvar og fintsnittet spidskål med en
citronmarinade.
Spidskål med citronmarinade
- et forslag der giver samme modspil som surkål/sauerkraut.
# Ingredienser
1 spidskål
1 bdt dild
4 spsk olie
2-3 spsk frisk citronsaft eller lime
friskkværnet salt og peber
*
Halver spidskålen og snit den i fine strimler enten i hånden eller på mandolinjern.
Hak dilden og bland i med spidskålen.
Bland en marinade af olie, frisk citronsaft og smag til med salt og peber.
Den må meget gerne smage syrligt.
Du kan også bruge lidt af den lilla spidskål eller hvidkål, men så skal den skæres på mandolinjern for at blive mere delikat, og ikke så overvældende i smagen. Hvis du fermenterer grønsager, så kan du servere surkål til i stedet.
Tips:
Af hakket kød kan du også anvende halv okse- og lammefars,
eller halv okse- og kalvefars. Selvfølgelig kan kyllingekød også anvendes.
Cevapcici er en kødrulle, også fra balkanområdet og som spises
ofte, da den er hurtig at lave og nem at grille, især når man opholder sig en
del ude i det fri.
Ljutenica / Ajvar [udtales ayvar] eller ljutenica er en
krydret grønsagssauce/chutney som stammer fra det baltiske køkken. Den anvendes
bl.a. som sauce til kød, grønsager, brød, men kan også tilsættes gryderetter. Den
kommer i mange udgaver: glat og chunky, hot og mild.
Ljutenica er som oftest mere spicy og intens end den anden
populære udgave, ajvar. Imidlertid har forskellige regioner og lande deres egne
fortolkninger af denne grønsagschutney, og alle (undtagen os) holder deres egen
opskrift tæt til livet.
Den ajvar vi finder herhjemme i glas fra supermarkedet er
desværre ikke altid den bedste kvalitet smagsmæssigt, og ofte mere bitter.